K2-vitamin: Alt du skal vide

Hvad er K2-vitamin, og hvad adskiller det fra K1?

Vitamin K er en familie, ikke et enkelt molekyle

Vitamin K er en samlebetegnelse for flere fedtopløselige forbindelser med samme grundstruktur. I EFSA's gennemgang indgår både fyllokinon (vitamin K1) og menakinoner (vitamin K2) i vitamin K-familien, og myndigheden skriver udtrykkeligt, at vitamin K omfatter begge grupper (EFSA's videnskabelige udtalelse om vitamin K). Det betyder, at K2 ikke er “hele vitamin K”, men en delmængde af vitamin K.

En almindelig forenkling er at tale om vitamin K, som om det var én enkelt ting. Det er mere korrekt at skelne mellem K1 og K2, fordi de har forskellige navne, forskellig oprindelse i kosten og forskellige sidekæder i molekylet (EFSA). Det er også derfor, at mærkning og kostbeskrivelser ofte skal være tydelige: et produkt eller en fødevare kan indeholde K1, K2 eller begge dele.

Forskellen mellem K1 og K2 i kost og struktur

NIH ODS beskriver, at K2-typerne fra MK-4 til MK-13 adskiller sig i sidekædens længde og forekomst; MK-4 findes i animalske produkter og kan også dannes fra K1, mens MK-7 forekommer rigeligt i fermenterede fødevarer som natto (NIH ODS). FDA beskriver også K1 som den form, der naturligt findes i planter, mens K2 er den fedtopløselige form, som bakterier syntetiserer i tarmkanalen (FDA).

Hvorfor K2 ofte fremhæves i forbindelse med knogler og kar

Det, der gør K2 interessant i forskningen, er ikke, at det skulle være et andet vitamin, men at det indgår i det samme vitamin K-system, som er nødvendigt for carboxylering af vitamin K-afhængige proteiner. EFSA beskriver, at vitamin K fungerer som kofaktor i aktiveringen af Gla-proteiner, og at panelet ikke havde tilstrækkelige data til at fastsætte forskellige aktivitetskoefficienter for fyllokinon og menakinoner (EFSA). Det er et vigtigt forbehold: selv om K2 ofte diskuteres i forbindelse med knoglesundhed og kar, er grundlaget ikke tilstrækkeligt til at behandle K2 som en helt separat “bedre” form for vitamin K.

Husk: K2 er ikke synonymt med vitamin K generelt. Vitamin K består af mindst K1 og K2, hvor K1 er fyllokinon, og K2 er menakinoner med flere underformer.

Den praktiske konklusion er, at du bør læse etiketten nøje og skelne mellem K1 og K2, når et produkt markedsføres som “vitamin K”. Det er ikke det samme som, at alle vitamin K-kilder opfører sig identisk i kosten eller i kroppen (EFSA).

Hvordan fungerer K2 i kroppen?

Gamma-carboxylering: den kemiske ”tændknap”

Vitamin K fungerer som kofaktor for enzymet γ-glutamylcarboxylase, GGCX, som carboxylerer glutaminsyrer til γ-carboxyglutaminsyre, Gla, i vitamin K-afhængige proteiner. EFSA beskriver denne reaktion som den centrale mekanisme bag vitamin K's funktion: proteinerne overføres da til deres aktive former. EFSA's gennemgang af vitamin K

Det betyder, at K2 ikke virker som et isoleret ”knoglestof” eller ”karstof”, men som en del af en biokemisk proces, der er nødvendig for, at visse proteiner kan fungere. EFSA skriver også, at vitamin K er en familie, hvor både fyllokinon og menakinoner indgår, og at MK-7 kan have større bioaktivitet end fyllokinon, når det gælder om at stimulere γ-carboxylering. EFSA's gennemgang af vitamin K

Osteocalcin og MGP: proteiner i knogler og kar

Blandt de vitamin K-afhængige proteiner findes osteocalcin og matrix Gla-protein, MGP. EFSA beskriver osteocalcin som et af de mest udbredte ikke-kollagene proteiner i knogler og knytter det til knoglemineralisering, mens Gla-proteinerne generelt har calciumbundne funktioner via deres Gla-rester. EFSA's gennemgang af vitamin K

På det niveau handler K2 altså om calciumhåndtering: vitamin K er nødvendigt for at ombygge proteiner, så deres Gla-rester kan binde calcium ved specifikke bindingssteder. I en PubMed-oversigt optræder vitamin K sammen med vitamin D netop i sammenhængen calciumomsætning og knoglesundhed, hvilket afspejler, at de ofte diskuteres inden for den samme biologiske ramme. oversigt over vitamin K og vitamin D

Biologi er ikke det samme som dokumenteret klinisk nytte

EFSA konstaterer, at flere biomarkører for vitamin K-status er blevet undersøgt, men at ingen enkelt biomarkør er tilstrækkelig til at udlede referenceværdier. Myndigheden skriver også, at mulige sundhedsudfald ikke kunne bruges til at fastsætte DRV for vitamin K. EFSA's gennemgang af vitamin K

Praktisk fortolkningsregel: en ændring i carboxylering viser, at vitamin K indgår i processen. Det er ikke det samme som, at en klinisk effekt allerede er påvist.

Hvad siger forskningen om K2's sundhedseffekter?

Det, der kan siges med størst sikkerhed, er, at forskningen om K2 primært har set på biokemiske markører, ikke på hårde kliniske udfald. I EFSA's grundlag beskrives vitamin K som vigtigt for carboxylering af proteiner som osteocalcin og MGP, altså proteiner, der indgår i calciummetabolisme og knoglerelateret biologi. EFSA's videnskabelige udtalelse om vitamin K

Knoglesundhed: markører er ikke det samme som frakturer

Der findes studier, hvor K2-tilskud har påvirket biokemiske markører i positiv retning, men den type udfald siger kun noget om målbare ændringer i kroppen. En ændret laboratorieværdi er ikke det samme som, at en person faktisk får færre frakturer. Det er derfor vigtigt at skelne mellem, hvad en randomiseret studie måler, og hvad den kan bevise i praksis. EFSA's videnskabelige udtalelse om vitamin K

EFSA's pressemeddelelse beskriver vitamin K som et fedtopløseligt vitamin med en rolle i blodkoagulation og knoglemineralisering og angiver daglige tilstrækkelige indtag for forskellige aldersgrupper. Det siger noget om næringsstoffets fysiologiske rolle, men ikke at K2 i sig selv har dokumenteret effekt på kliniske knogleudfald. EFSA's pressemeddelelse om vitamin K

Forkalkning af blodkar og andre ofte påståede effekter

Det grundlag, som EFSA har gennemgået, viser, at sammenhængen mellem vitamin K-indtag eller -status og sundhedseffekter ikke er tilstrækkelig tydelig til alene at danne grundlag for referenceværdier, og de kliniske fordele er ikke tilstrækkeligt dokumenterede. Med andre ord: det, der nogle gange ser lovende ud i markører, er ikke nok til at fastslå en sikker effekt i virkeligheden. EFSA's videnskabelige udtalelse om vitamin K

Sådan tolker man evidensen korrekt

For K2 er det sikrest at læse markører som forklaringer, ikke som beviser for kliniske resultater.

Det er derfor let at overfortolke overskrifter om ”positive effekter”. En studie kan vise, at en markør ændrer sig, men alligevel ikke give svar på, om frakturer, forkalkning af blodkar eller andre kliniske hændelser faktisk påvirkes. For læseren er den vigtigste grænse altså mellem biokemisk respons og verificerede udfald. EFSA's videnskabelige udtalelse om vitamin K

Hvilke former for K2 findes der, og betyder de noget?

MK-4, MK-7, MK-8 og MK-9

EFSA beskriver vitamin K som en familie af fedtopløselige stoffer og siger, at K2 består af menaquinoner med en sidekæde på 4 til 13 isoprenylenheder. Det er altså kædelængden, der adskiller MK-formerne: MK-4, MK-7, MK-8 og MK-9 er navne, som angiver præcis, hvor lang sidekæden er. EFSA's videnskabelige udtalelse om vitamin K

Optagelse, halveringstid og vævsfordeling

EFSA skriver, at vitamin K optages i tarmen i nærvær af fedt, at optagelsen af fyllokinon hos raske voksne viser store variationer, og at optagelsen af menaquinoner, som produceres af tarmbakterier i den distale tarm, er usikker. Efter intestinal absorption transporteres fyllokinon og enkelte menaquinoner i blodet, og vitamin K ophobes primært i leveren, men findes også i knogler og andre organer. EFSA's videnskabelige udtalelse om vitamin K

Det, der er tydeligst dokumenteret mellem formerne, er MK-7 sammenlignet med K1: ODS oplyser, at MK-7 i en undersøgelse havde længere halveringstid end syntetisk K1, selv om begge former blev absorberet godt. For MK-8 og MK-9 findes der i dette materiale ikke de samme tydelige humandata om halveringstid eller vævsdistribution, og EFSA konstaterer mere generelt, at viden om menaquinoners forekomst, absorption, funktion og indhold i kroppen er utilstrækkelig. NIH ODS om vitamin K EFSA's videnskabelige udtalelse om vitamin K

All-trans og cis: hvad kan man sige?

I de citerede kilder angives der ingen praktisk sammenligning mellem all-trans- og cis-isomerer for K2, så den forskel kan ikke bruges som købsråd ud fra dette materiale. For læseren er MK-numre, ikke isomeropdelingen, derfor den tydeligste mærkning, man faktisk kan følge her. EFSA vurderer samtidig, at evidensen for menaquinoner er for begrænset til, at man kan fastsætte egne referenceværdier for dem. EFSA's videnskabelige udtalelse om vitamin K

Det sikreste at aflæse på et K2-produkt er altså, hvilken MK-form der er angivet: MK-4, MK-7, MK-8 eller MK-9.

I praksis betyder det, at forskellene mellem formerne er reelle som kemisk struktur og, for MK-7, også i en dokumenteret forskel i halveringstid sammenlignet med syntetisk K1. For MK-8 og MK-9 er det primært forskningsgrundlaget, der er begrænset, ikke etiketten, som giver et tydeligt svar. NIH ODS om vitamin K EFSA's videnskabelige udtalelse om vitamin K

Hvilke fødevarer indeholder K2-vitamin?

De tydeligste kilder i det materiale, der findes her, er animalske fødevarer og visse grønne plantekilder. EFSA oplyser, at vitamin K forekommer naturligt som fyllokinon (K1) og menaquinoner (K2), og nævner mørkegrønne bladgrøntsager som spinat, salat, grønkål og rosenkål som fødevarer, hvor vitamin K findes i kosten. EFSA om vitamin K i kosten

For K2 er FoodData Centrals dokumentation mere specifik: her opgøres vitamin K1, dihydrofyllokinon og menaquinon-4 hver for sig, og menaquinon-4 beskrives som en form, der dannes fra vitamin K1 og/eller syntetisk vitamin K i dyrefoder, og som findes primært i kød og kødprodukter. USDA oplyser også, at oplysninger i Foundation Foods bygger på analyser af enkeltprøver, ofte med lille prøvestørrelse. USDA FoodData Central, Foundation Foods

Hvad betyder det i praksis?

Det betyder, at to fødevarer, som ser ens ud i butikken, kan have forskelligt K2-indhold i databaserne. USDA understreger, at værdierne i Foundation Foods kan variere mellem prøver afhængigt af blandt andet produktionssted, fremstillingsmetode, sæson, efterbehandling og analysemetode. Derfor kan man ikke angive ét tal, som gælder for alle produkter af samme slags. USDA FoodData Central, Foundation Foods

Hvorfor varierer K2 så meget?

Variationen skyldes dels biologien bag menaquinonerne, dels hvordan fødevarer produceres. Det fremgår af USDA's dokumentation, at vitamin K-data ikke altid bygger på mange prøver, og at forskellige prøver kan adskille sig afhængigt af produktion og analyse. I animalske fødevarer påvirker foderet også indholdet; FDA beskriver, at visse vitamin K-stoffer i foder bruges netop som kilder til vitamin K i animalsk produktion. FDA om vitamin K-stoffer og dyrefoder

Den sikreste måde at læse K2-data på er at sammenligne det samme produkt i den samme database — ikke at antage, at alle lagrede, fermenterede eller animalske fødevarer indeholder lige meget.

En almindelig fejl er at tro, at al fermenteret mad automatisk er rig på K2. Materialet her viser ikke det; det, der faktisk fremgår, er, at K2 i databaser kan være ujævnt fordelt, og at fødevareværdier skal læses produkt for produkt. Når en database angiver værdier pr. 100 gram, kan de oversættes til en almindelig portion, men kun for det specifikke produkt, der er analyseret. USDA FoodData Central, Foundation Foods

Hvor meget vitamin K har man egentlig brug for?

Der findes ingen separat officiel K2-anbefaling i dette materiale. EFSA skriver, at materialet ikke er tilstrækkeligt til at fastsætte særskilte referenceværdier for menaquinoner, og at både Average Requirements og Population Reference Intakes for vitamin K ikke kan afledes. EFSA's videnskabelige opinion om vitamin K

Referenceværdier, der faktisk findes

EFSA's pressemeddelelse opsummerer de samme niveauer som daglige adequate intakes: 10 µg for spædbørn 7–11 måneder, 12 µg for 1–3 år, 20 µg for 4–6 år, 30 µg for 7–10 år, 45 µg for 11–14 år, 65 µg for 15–17 år og 70 µg for voksne, også gravide og ammende. EFSA's pressemeddelelse om vitamin K

I praksis betyder referenceværdierne, at man sammenligner med total vitamin K i kosten, ikke med en separat K2-dosis. Når myndighederne ikke har angivet en særskilt værdi for K2, kan tallet ikke oversættes direkte til en kapsel eller til en bestemt form, fordi referencen gælder vitamin K som helhed. EFSA's materiale om vitamin K

Referenceindtag er en kostreference for hele vitamin K-familien, ikke en færdig dosis til et K2-tilskud.

NIH ODS oplyser desuden, at der ikke er fastsat nogen øvre grænse, UL, for vitamin K, samtidig med at deres adequate intakes for voksne angives til 120 µg pr. dag for mænd og 90 µg pr. dag for kvinder. NIH ODS vitamin K-faktablad

Den tydeligste praktiske konklusion er derfor at læse etiketter og referencetabeller som to forskellige ting: kostreferencerne viser, hvad myndigheder bruger som rettesnor for det samlede indtag, mens et tilskud er et produkt med en bestemt mængde af en bestemt form for vitamin K. Der findes altså ingen officiel “daglig K2-dosis” at tage udgangspunkt i i disse referencer. EFSA's videnskabelige opinion

Hvordan vælger man et K2-tilskud?

FDA kræver, at kosttilskud har en Supplement Facts-boks med portionsstørrelse, antal portioner pr. pakning, alle ingredienser i kosttilskuddet og mængden pr. portion, og at forsiden tydeligt viser, at produktet er et kosttilskud. For et K2-tilskud er det derfor klogt straks at kontrollere, hvilken form der er angivet, og hvor mange mikrogram der er angivet pr. portion.

Når K2-formen skrives ud, bliver det lettere at sammenligne produkter med samme betegnelse. NIH ODS beskriver vitamin K2 i former som MK-4 og MK-7, så se efter netop den betegnelse i stedet for at nøjes med kun ordene vitamin K2. NIH ODS om vitamin K-former

Det, der bør fremgå tydeligt

Formen påvirker, hvor let produktet er at bruge

FDA beskriver, at kosttilskud kan sælges i flere former, blandt andet tabletter, kapsler, blødkapsler, pulver, gummies og væsker. Det betyder, at valget ikke kun handler om indhold, men også om praktisk håndtering: hvad du kan sluge, opbevare og tage ifølge etiketten.

Hvis et produkt er mærket som en kombination med D-vitamin, så læs mængden af hver ingrediens separat i Supplement Facts, så du kan se, hvad der indgår pr. portion. Hvis du hellere vil gøre indholdet lettere at overskue, kan et enkeltstof være lettere at læse end et produkt med flere aktive ingredienser.

Et højere tal betyder kun mere af det angivne stof pr. portion — ikke automatisk et bedre produkt.

Almindelige fejl at undgå

En almindelig fejl er at læse forsiden, men overse portionsstørrelsen. En anden er at blande form, mængde og portion sammen: 100 µg MK-7 og 100 µg MK-4 er ikke den samme etiketoplysning, selv om tallet tilfældigvis er det samme. Kig derfor altid på både formen og mængden pr. portion, og kontrollér, om oplysningen gælder én kapsel eller hele dagsdosen.

FDA anbefaler også, at du kontakter producenten, hvis du vil vide mere om produktet. FDA's råd til forbrugere om kosttilskud

Hvem bør være ekstra forsigtig med K2?

Den tydeligste gruppe er personer, der bruger warfarin. NHS skriver, at man ikke skal tage vitamin K-tilskud samtidig med warfarin, fordi vitamin K påvirker, hvordan lægemidlet virker, og at behandlingen følges med INR, en blodprøve, der måler, hvor hurtigt blodet koagulerer NHS om warfarin.

Cambridge University Hospitals beskriver samme princip mere konkret: vitamin K i kosten skal holdes på et konsekvent niveau, fordi større stigninger eller fald fra dag til dag eller uge til uge kan påvirke INR og dermed warfarindosen CUH om vitamin K og warfarin.

Ved warfarin handler det om stabilitet: ændr ikke vitamin K-tilskud eller større dele af vitamin K-indtaget uden at afstemme det med sundhedspersonalet.

Når flere lægemidler eller kosttilskud bruges samtidig

FDA skriver, at kosttilskud kan interagere med lægemidler, forstyrre laboratorietest eller give farlige virkninger under operation, og råder derfor forbrugere til at tale med sundhedspersonale, før de begynder på et tilskud FDA om kosttilskud.

NHS tilføjer, at man i forbindelse med warfarin bør oplyse om alle andre lægemidler, urtepræparater, vitaminer og kosttilskud. På samme side nævnes det også, at perikon og vitamin K-tilskud ikke skal tages samtidig med warfarin NHS om warfarin.

Hvad gælder i praksis?

Hvis du spiser vitamin K-rige fødevarer, behøver du ikke at tolke det som et forbud mod K2 i maden. NHS siger tværtimod, at disse fødevarer kan indgå, men at indtaget bør være jævnt, hvis man bruger warfarin NHS om warfarin. Det er altså et spørgsmål om sikkerhed og interaktioner, ikke et argument for eller imod vitamin K i kosten.

Det mest nyttige skridt er at tage en komplet liste over lægemidler, vitaminer, urtepræparater og kosttilskud med til samtalen med sundhedspersonalet. Så kan det vurderes, om netop din situation kræver opfølgning, eller om et K2-tilskud bør undgås indtil videre FDA NHS.