Tips & Råd

Introduktion

Homeopatiske lægemidler er en form for alternativ medicin, der blev udviklet for over 200 år siden. Ifølge homeopatiens teori bygger behandlingen på princippet “lige helbreder lige”, hvilket betyder, at et stof, der kan fremkalde visse symptomer hos en sund person i meget lille dosis, kan helbrede lignende symptomer hos en syg person. Præparaterne fremstilles gennem gentagne fortyndinger og rystelser – en proces, der kaldes potentiering – hvor urstoffet fortyndes i trin, indtil der ofte ikke er nogen molekyler tilbage af det i den endelige opløsning. Tanken er, at fortyndingen, sammen med kraftig rystelse ved hvert trin, overfører en ”essens” eller information fra urstoffet til opløsningen. Homeopater mener, at denne proces gør lægemidlet mere effektivt, selvom det er så fortyndet, og at det fortyndede middel stimulerer kroppens egen selvhelbredende evne. Homeopatiske præparater gives ofte som små sukkerpiller (globuler) eller dråber, imprægneret med den fortyndede opløsning. Teorien indebærer også, at behandlingen tilpasses holistisk: homeopaten vælger et middel, der bedst matcher hele patientens symtombillede, ikke kun en enkelt diagnose.

Homeopatiens historiske baggrund

Homeopati blev grundlagt i slutningen af 1700-tallet af den tyske læge Samuel Hahnemann (1755–1843). Hahnemann blev desillusioneret over tidens hårdhændede medicinske metoder – for eksempel åreladning og stærke afføringsmidler – som ofte gjorde mere skade end gavns. I 1796 formulerede han homeopatiens principper som et skånsommere alternativ. Ifølge en fortælling fik Hahnemann ideen om “lige helbreder lige”, da han bemærkede, at kinin, der blev givet mod malaria, forårsagede lignende feberanfald hos ham selv; han spekulerede på, at et stof, der fremkalder et symptom, også kunne helbrede samme symptom hos en syg (selvom vi nu ved, at hans observation skyldtes en allergisk reaktion og ikke en generel regel). Hahnemann offentliggjorde værket Organon, hvor han fremlagde homeopatiens teori og praksis.

I løbet af 1800-tallet spredte homeopati sig internationalt og blev populær i Europa og USA. I Sverige blev metoden introduceret i anden halvdel af 1800-tallet – for eksempel virkede homeopaten Nils Liljequist omkring århundredeskiftet 1900. Homeopati fik et opsving gennem den amerikanske læge James Tyler Kent i slutningen af 1800-tallet, som videreudviklede læren. På det tidspunkt var homeopatiske hospitaler og apoteker ikke usædvanlige. Homeopati mødte dog modstand fra det etablerede medicinske samfund. I løbet af 1900-tallet, i takt med at moderne videnskabelig medicin (som vacciner, antibiotika og evidensbaseret pleje) vandt frem, faldt homeopatiens indflydelse. Alligevel har homeopati overlevet som en alternativ behandlingsform indtil i dag, med udøvere og brugere i mange lande.

Videnskabelig syn på homeopatiske lægemidler

Inden for det videnskabelige samfund er der konsensus om, at homeopatiske lægemidler mangler målbar effekt ud over placebo. Flere omfattende studier og metaanalyser har undersøgt homeopati i kliniske forsøg. I en analyse af over 100 studier offentliggjort i det anerkendte tidsskrift The Lancet blev det konkluderet, at effekterne af homeopati ikke er bedre end placeboeffekter fra sukkerpiller. En systematisk oversigt fra 2017 fandt, at der manglede pålidelige beviser for homeopatiens effektivitet for alle undersøgte tilstande, og at resultaterne ikke kunne adskilles fra placebo, når man kun inkluderede de mest højtkvalitets studier.

Der er flere grunde til den videnskabelige skepsis. For det første strider homeopatiens grundprincipper mod etableret kemi og farmakologi – ideen om, at en ekstremt fortyndet opløsning uden aktive molekyler skulle have stærk helbredende virkning, mangler en kendt biologisk mekanisme. For det andet har velkontrollerede kliniske studier gang på gang fejlet i at vise nogen tydelig effekt af homeopatiske midler på sygdomsforløbet. Eventuelle positive resultater i enkelte små studier kan ofte forklares med metodiske mangler eller statistisk tilfældighed. Når man vejer den samlede forskning, er resultatet klart: homeopati virker ikke bedre end placebo. Derfor betragtes homeopati som en pseudovidenskab af flertallet af forskere og læger. I praksis betyder det, at hvis en person oplever forbedring af et problem efter at have taget et homeopatisk middel, skyldes forbedringen sandsynligvis andre faktorer end selve præparatet.

Placeboeffekten og homeopati

Den forbedring, som brugere af homeopatiske lægemidler nogle gange rapporterer, kan i mange tilfælde forklares med placeboeffekten – et psykologisk og biologisk fænomen, hvor forventningen om at blive bedre faktisk kan give en mærkbar lindring af symptomer. Placeboeffekten er en kraftfuld mekanisme: at få opmærksomhed fra en terapeut, gennemgå en ritual som at tage en “medicin” og tro på, at den hjælper, kan stimulere hjernen til at frigive kroppens egne velvære-stoffer og dermed give reel symptomlindring. Homeopatiske behandlinger kan maksimere placeboeffekten, da konsultationen hos en homeopat ofte er lang og grundig, og patienten føler sig set og hørt. Den tillid og forventning, der opbygges, kan i sig selv medføre, at man har det bedre, uanset selve præparatets indhold.

Mange af de lidelser, som personer søger homeopatisk behandling for, går desuden over af sig selv med tiden (for eksempel forkølelser, sæsonallergier, visse smerteforhold, der varierer i intensitet). Hvis man tager et homeopatisk middel i en sådan periode med naturlig forbedring, kan det være let at tilskrive midlet æren, selvom man ville være blevet bedre alligevel. Dette fænomen, sammen med placeboeffekten, kan skabe en stærk overbevisning hos nogle brugere om, at homeopati “virkede”. Videnskabeligt set er det dog svært at påvise nogen specifik effekt af homeopatiske præparater ud over disse psykologiske og naturlige forbedringsprocesser. Som Dan Larhammar, professor i molekylær cellebiologi, udtrykker det: mennesker har ret til at vide, at det, de bruger tid og penge på, i bedste fald ikke kan fungere bedre end placebo. Samtidig er det vigtigt at bemærke, at placeboeffekten ikke er “indbildt” – man kan faktisk have det bedre – men den erstatter ikke reel lægemidelseffekt ved alvorlig sygdom.

Regulering af homeopatiske midler i Sverige og EU

Homeopatiske præparater klassificeres formelt som lægemidler inden for EU, men de er underlagt et særligt regelsæt. Inden for EU findes der siden 2001 et direktiv (2001/83/EF), der tillader, at homeopatiske lægemidler registreres via en forenklet procedure. Dette betyder, at producenter kan sælge dem, så længe de opfylder visse krav til fremstilling og sikkerhed – for eksempel at de er tilstrækkeligt fortyndede til ikke at være toksiske – men de behøver ikke at bevise klinisk effekt for at blive registreret. Med andre ord vurderes homeopatiske midler for kvalitet og sikkerhed, men ikke effekt, før de når markedet. I de fleste europæiske lande må der ikke angives medicinske indikationer på homeopatiske produkter uden separat godkendelse, netop fordi effekt ikke er evidensbaseret.

I Sverige er salg af homeopatiske midler tilladt under disse EU-regler, men med visse nationale begrænsninger. Lægemiddelstyrelsen kræver, at homeopatiske lægemidler skal registreres hos dem for at kunne sælges. Registreringen sikrer, at produktet er fremstillet på en hygiejnisk og korrekt måde, og at det er så fortyndet, at det ikke indeholder farlige mængder af nogen aktiv substans. I praksis tillades kun midler med en fortynding på D4 eller højere (hvilket betyder, at urstoffet fortyndes mindst ti tusinde gange). Formålet med dette er, at ingen homeopatiske produkter på det svenske marked skal indeholde farmakologisk relevante doser, der kan give uønskede effekter. Lægemiddelstyrelsen påpeger også, at homeopatiske midler ikke skal ses som erstatning for konventionelle lægemidler eller behandlinger.

Der findes heller ikke noget legitimationssystem for udøvere af homeopati i Sverige. Enhver kan kalde sig homeopat, da titlen ikke er beskyttet. Homeopater er dog underlagt Patientsikkerhedsloven, som blandt andet forbyder alternative behandlere at behandle visse alvorlige sygdomme og kræver, at de ikke udsætter patienten for fare. Sammenfattende sælges homeopatiske midler lovligt som specialpræparater i helsekostbutikker og visse apoteker, men de må ikke markedsføres med konkrete sundhedspåstande om helbredelse eller lindring af sygdom uden godkendt indikation. Forbrugere bør informeres om, at produkterne mangler dokumenteret medicinsk effekt.

Eksempler på almindelige homeopatiske produkter og deres påståede anvendelse

Der findes tusindvis af registrerede homeopatiske præparater, men nogle forekommer oftere og er blevet velkendte inden for alternativ medicin. Her er nogle eksempler på almindelige homeopatiske midler og hvad de siges at hjælpe imod:

• Arnica montana (Slåttergubbe): En populær homeopatisk behandling ved blå mærker, forstuvninger og muskelsmerter. Homeopatiske Arnica-præparater gives ofte efter skader eller operationer for at reducere hævelse og fremskynde heling, ifølge tilhængerne. (Bemærk, at Arnica også findes som urtegel i naturlægemidler med faktisk aktiv substans – men i homeopatisk form er den stærkt fortyndet.)

• Allium cepa (Gul løg): Anvendes ved høfeber og forkølelse med rindende næse og tåreøjne. Begrundelsen er, at løg i koncentreret form forårsager netop rindende øjne og næse (tænk på, når man skærer løg), så fortyndet løg anses for at kunne helbrede lignende symptomer.

• Nux vomica (Stryknintræet): Et middel, der ofte gives mod mave-tarmproblemer, kvalme, halsbrand eller tømmermænd. Homeopater kan foreslå Nux vomica til personer, der har overanstrengt fordøjelsen (for eksempel spist eller drukket for meget) og føler sig irriterede og ude af balance.

• Oscillococcinum: En homeopatisk influenzabehandling fremstillet af hjerte- og leverekstrakt fra and. Den er særligt populær i Frankrig som lindring mod influensasymptomer. På trods af manglende videnskabelig støtte sælges millioner af doser af Oscillococcinum hvert år verden over som forkølelseskur.

• Belladonna (Nattskatta): Anvendes inden for homeopati ved feber, inflammationer og halsbetændelse. Belladonna i rå form er en giftig plante, men i homeopatisk fortynding anses den for at kunne hjælpe ved pludselige feberepisoder med rødme i huden, udvidede pupiller og tør mund – symptomer, som råplanten selv kan give ved forgiftning.

Det er vigtigt at understrege, at de ovennævnte anvendelsesområder er baseret på homeopatiske traditioner og påstande, ikke på anerkendte videnskabelige beviser. Når disse produkter er blevet testet i kontrollerede studier, har de generelt ikke vist nogen effekt ud over placebo. Alligevel fortsætter mange med at bruge dem i troen på, at de hjælper mod netop deres problemer.

Homeopati på dagens helsekostmarked – hvorfor vælger nogle det?

På trods af den omfattende videnskabelige kritik har homeopatiske lægemidler en fortsat tilstedeværelse på helsekostmarkedet. I helsekostbutikker og på alternativklinikker finder man ofte hylder med homeopatiske midler ved siden af vitaminer og urteekstrakter. Det globale salg er betydeligt; inden for EU blev markedet for homeopatiske produkter anslået til at være over 9 milliarder kroner i 2015l. Anvendelsen varierer dog mellem lande – i Sverige angiver kun omkring 1% af befolkningen, at de har brugt homeopati det seneste år, mens de tilsvarende tal i f.eks. Frankrig, Tyskland og Østrig ligger omkring 10–15%.

Hvorfor vælger så nogle forbrugere homeopatiske midler, på trods af at videnskaben siger, at de ikke virker? Flere faktorer spiller ind:

• Naturlighed og sikkerhed: Homeopati kommer fra planter, dyr eller mineraler og er så fortyndet, at de næppe kan give direkte bivirkninger. Mange foretrækker dem derfor af frygt for konventionelle lægers bivirkninger eller kemikalier. Produktet opleves som “naturligt” og skånsomt. Tilhængere fremhæver, at risiciene er minimale – ”risikoen for skadelige bivirkninger af homeopatiske lægemidler er næsten ikke-eksisterende”, ifølge Svenska Homeopaters Riksförbund. Den, der har haft negative erfaringer med stærke lægemidler, kan synes, at homeopati føles som et tryggere alternativ til mildere problemer.

• Holistisk behandlingsfilosofi: Homeopati understreger en holistisk tilgang, hvor behandleren tager hensyn til patientens hele livssituation, mentale og fysiske symptomer i kombination. Nogle mennesker tiltrækkes af denne helhedssyn, især hvis de oplever, at den almindelige behandling fokuserer for meget på enkelte symptomer eller diagnoser. At ”metoderne fokuserer på hele patienten, snarere end på selve sygdommen” er noget, mange værdsætter.

• Utilfredshed med sundhedsvæsenet: Lange ventetider, mangel på tid hos lægen og følelsen af ikke at blive hørt kan drive patienter til at søge alternativer. Når man ikke får tilstrækkelig hjælp inden for den traditionelle behandling for kroniske eller diffuse problemer, er det forståeligt, at man prøver andre veje. Homeopati tilbyder lange konsultationer og personlig betjening.

• Tradition og anekdoter: Homeopati har eksisteret i generationer, og mange brugere vidner om egne eller nærståendes positive erfaringer. Sådanne personlige fortællinger og anbefalinger vejer tungt for nogle forbrugere – ”Det virkede for mig, så jeg fortsætter”. Selvom anekdotiske tilfælde ikke tæller som videnskabeligt bevis, kan de skabe stærk loyalitet.

• Kulturel påvirkning og tilgængelighed: I nogle lande er homeopati mere mainstream – for eksempel i Indien, hvor homeopater arbejder side om side med konventionelle læger, eller Frankrig, hvor homeopatiske produkter sælges på apoteker. Personer, der er vokset op med homeopati som en naturlig del af sundhedskulturen, kan fortsætte med at bruge det. I helsekostbutikker markedsføres desuden homeopatiske midler ofte i samme ånd som kosttilskud og naturpræparater, hvilket kan give indtryk af, at de er en legitim del af en sund livsstil.

For mange forbrugere handler valget af homeopatiske lægemidler altså om værdier og oplevelser snarere end videnskabelige fakta. Det er dog vigtigt, at man er velinformeret. Objektiv information – som den i denne artikel – kan hjælpe forbrugere med at forstå, at homeopatiens effekter ikke er videnskabeligt belagtel, selvom de subjektive oplevelser nogle gange kan være positive. De fleste eksperter råder til ikke at stole på homeopati som eneste behandling ved alvorlige eller vedholdende sygdomstilstande, men i første omgang søge evidensbaseret pleje. Homeopatiske midler kan muligvis ses som ufarlige komplementer til milde lidelser – vel vidende at effekten primært er placebo – men de bør aldrig erstatte medicinsk nødvendig behandling.

Sammenfattende: Homeopatiske lægemidler udgør en fascinerende del af medicinhistorien og er stadig omdiskuterede. For den nysgerrige forbruger kan de virke tiltalende gennem deres holistiske og naturlige fremtoning. Men al tilgængelig forskning peger på, at deres virkning ikke overstiger placeboeffekten. At være informeret om både homeopatiens teori og hvad moderne videnskab siger, giver hver enkelt bedre forudsætninger for at træffe kloge beslutninger om sin egen sundhed.